Historien om runerne.

Runerne

Runer er en form for skrevne tegn, ligesom bogstaver.

Tegnene bruges til at gengive lyden af ​​ordene på skrift. Runerne blev brugt til at skrive det sprog, der blev talt i Norden for længe siden.

Der har været tre forskellige runelinjer i Sverige, den oldnordiske runelinje, vikingerunelinjen og den middelalderlige runelinje.

Runer er skrevne tegn, der normalt blev skåret ind i træ eller knogler med et skarpt værktøj, såsom en kniv.

Runer blev næsten aldrig skrevet med blæk på pergament eller papir, men der er nogle middelalderhåndskrifter, hvor man brugte runer i stedet for almindelige bogstaver.

Løbelinjen kaldes ofte Futhark efter de første seks runer fuþark .

Har der været flere forskellige runelinjer?

Runerne har været brugt i mere end tusind år, og runerækkefølgen har ændret sig flere gange.

Hvis man vil gøre det lidt simpelt, kan man sige, at der har været tre forskellige runelinjer.

Den ældste kaldes den oldnordiske runelinje.

Den anden, som blev brugt i vikingetiden, kaldes vikingetidens Runerække. Den sidste blev brugt i middelalderen og kaldes derfor middelalderrunen. Du kan læse mere om de forskellige runelinjer nedenfor.

Den oldnordiske runelinje

De runer, der blev brugt fra omkring år 0 og ind i det 7. århundrede, kaldes oldnordiske runer. Det kaldes de, fordi det sprog, der på det tidspunkt blev talt i Sverige og de andre nordiske lande, normalt kaldes oldnordisk. Nogle gange kaldes de også de ældre runer. Der var 24 tegn i den oldnordiske runelinje. Du kan se nedenfor, hvordan de runer så ud. Bogstaverne på linjen under runerne viser, hvilket bogstav der ville have været brugt til at skrive den samme lyd. Runen for þ ( th ) blev brugt til en læselyd, som i de engelske ord ting og det . Runen for ŋ (eller ng ) blev brugt til eng lyd.

Den ældre (oldnordiske) runelinje har 24 tegn.

De fleste inskriptioner så gamle, at de er udskåret med de oldnordiske runer, findes på våben og smykker. Vi har kun omkring tyve sten i Sverige, der har udskæringer med sådanne runer.

Runerne skifter

I vikingetiden blev runer ikke brugt helt på samme måde som før. I begyndelsen af ​​det 8. århundrede blev runerne ændret. Nogle af runerne beholdt deres udseende. Nogle blev fjernet helt, nogle fik et nyt look og nogle helt nye blev skabt. Grunden til, at de ændrede runerne, var, at det sprog, de talte, havde ændret sig i løbet af de 700 år, de havde skrevet med runer. Nogle lyde var forsvundet og nogle nye var blevet tilføjet siden den oldnordiske runelinje blev skabt. Blandt de nye lyde fundet s bl.a y , ä og ø

Vikingetidens rune, 16 tegn.

Vikingetiden kaldes den tid, der varede fra omkring år 800 til begyndelsen af ​​1100-tallet. Det, vi plejer at kalde vikingetidens runelinje, blev dog allerede skabt i begyndelsen af ​​det 7. århundrede. I modsætning til den tidligere runelinje bestod denne kun af 16 tegn. Det er disse runer, som de fleste runesten i Sverige er hugget med.

Den fjerde rune kan nogle gange oversættes til én -en med en lille hale ( ± ). Det betyder, at runen skal udtales som en nasal a . Nasal er en lyd udtalt i næsen. Sådan udtales denne rune kun på de ældste runesten fra vikingetiden som fx Røgstenen. På yngre runesten står denne rune for o .

Du kan finde det mærkeligt, at der er to forskellige r , en der er skrevet r og bruges om den femte rune og en der er skrevet ʀ og bruges hvis den sidste rune i runerækken. Sidstnævnte stod for en særlig "summende" r lyd, som vi ikke længere har i svensk, og som næsten kun kunne forekomme i slutningen af ​​ord. Med tiden kom de begge r -lyder til at falde sammen og fik så ʀ Runen et nyt anvendelsesområde, nemlig som tegn på y . Sidstnævnte kan ses i middelalderlige runeindskrifter (se nedenfor).

Hvis man ser på de almindelige bogstaver, der er under runerne, vil man se, at mange bogstaver, som vi bruger i dag, ikke er med. Dette skyldes, at flere af runerne blev brugt til at betegne mere end én lyd.

Her nedenfor kan du se hvilke lyde det kunne dreje sig om. Nogle runer det U -runen kunne bruges til en række forskellige lyde, mens andre kun stod for en eller et par lyde. Vi har en lille gren af ​​dette selv i vores alfabet i dag, som for eksempel med bogstavet g som kan stå for flere forskellige lyde. I dette tilfælde skyldes det dog, at vi har ændret udtalen af ​​visse ord.

Den-yngre-runline-med-lyd-værdier:

Der var også en særlig regel om, at såkaldte nasaler – m og n – kunne udelades før visse konsonanter ved skrivning. Runen m kunne f.eks. stå foran p og b og man kan nogle gange se, at ordet kumbl 'mindesmærke' staves kubl på runestenene. På samme måde kunne n runen udelades foran t , d , k og g . Derfor kan det nogle gange stå for ordet og 'ånden'.

De middelalderlige runer

Da vikingetiden var forbi, og man holdt op med at rejse runesten, fortsatte man stadig med at hugge runer i Sverige. Men så var der også mange mennesker, der kunne skrive med almindelige bogstaver. Mange præster og andre, der tilhørte kirken, skrev i breve, men de fleste almindelige mennesker kendte kun runer. Men mange af dem, der kunne skrive med bogstaver, brugte også runer. De syntes nok, det var akavet, at der ikke var nok tegnsætningstegn til at kunne stave på samme måde, som når man skriver med bogstaver. Allerede i vikingetiden havde man opdaget, at man kunne bruge små prikker (såkaldte stikninger) til at lave runerne om. Hvis du sætter en prik på runen i du har et tegn for e .

Eksempler på gennemborede runer (middelalder):

Dette blev videreført, så de til sidst havde adgang til lige så mange runer, som dengang fandtes i det latinske alfabet. Runernes form kan variere meget:

Middelalderrunerne arrangeret i ABC rækkefølge. For mange af skiltene var der forskellige varianter og endnu flere skilteformer kendes:

Kilde: Riksantikvaren og Kalle runistares runeskola.

https://www.runristare.se/runstensskolan/runorna.html?fbclid=IwAR2hN8UrazpH-9Q4XSSJvtgEVtH7eCXV9aja-6coWjBeEsE0vY8wApLlitY